lørdag den 23. januar 2016

Sund fødselsdagskage: Bananbrownie med choko-mintganache

Min kæreste døjer med en musearm/tennisalbue, og i den forbindelse er han blevet rådet til at følge en diæt, der er domineret af sunde fedtsyrer (fx fra avocado og fisk), antiinflammatoriske fødevarer (ingefær, hvidløg etc.) og mad med masser af antioxidanter. Så selvom min kæreste elsker flødeskum, bad han altså om en fødselsdagskage uden en masse sukker og animalske fedtstoffer. Resultatet blev denne brownie-lignende kage lavet på en base af sweet potato og banan, toppet med en ganache af avocado, banan og kakao med et mint-twist. En ret mørk sag, som man kan se på mængden af kakao i ingredienslisten, så måske mest en voksenkage. Anyways, det blev altså mit bud på en fødselsdagskage uden sukker, mel og animalske fedtstoffer! :-) Velbekomme.








Sund fødselsdagskage: Bananbrownie med choko-mintganache (4-5 prs.):
  • 200 g kogt sweet potato (søde kartofler)
  • 2 små overmodne bananer (170 g)
  • 3 bægre æggehvider (eller 3 store æg)
  • 60 g kakao (jeg brugte en 'raw organic' - den type, der er ret lys i farven, og desuden muligvis lidt mildere i smagen, så hvis du bruger en 'almindelig' mørk kakao, kan det være du skal nøjes med 50 g. Smag dig frem!)
  • 2 spsk valnøddeolie (eller anden nødde(agtig) olie, fra mandel- eller kokosolie)
  • 1 spsk flydende Perfect Sød (eller foretrukkent sødemiddel svarende til 8 spsk sukker)
  • 1/4 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g kokosfibre
Purér de kogte søde kartofler og bananen til en helt glat masse sammen med æggehviderne. Rør sødemiddel, salt og valnøddeolie i og herefter kakao. Bland kokosfibre og bagepulver i en skål og rør det i dejen - som bliver ret tyk og fast i det. Beklæd bunden i en springform med bagepapir og kom dejen i. Jeg valgte at lave en ret lille kage, så jeg bredte faktisk bare dejen ud i en cirkel, så der stadig var et par centimeters afstand til kanten af springformen hele vejen rundt. I princippet kan du altså også bare brede den ud på en bageplade. :-P
Bag kagen 30 minutter ved 200 grader midt i ovnen og lad den køle helt af på en rist. 

Choko-mintganache:
  • 1 mellemstor moden avocado (80 g)
  • 2 små overmodne bananer (180 g)
  • 40 g kakao (se note i afsnittet ovenfor)
  • 2-3 dråber pebermyntedråber (kan evt. udelades - eller erstat med lidt fintrevet appelsinskal)
  • 0,5 tsk citronsaft
  • sødemiddel efter smag
  • Forslag til pynt: friske mynteblade, bananskiver og guldstøv
Blend avocado, citronsaft og banan helt glat og rør kakaoen i.
Smag til med sødemiddel og pebermyntedråber.
Kom cremen i en sprøjtepose og opbevar den på køl ind til servering.  Sæt cremen i små toppe på den afkølede kage i et fint mønster og pynt evt. med mynteblade, bananskiver, hakkede valnødder og guldstøv.












1 kommentar:

  1. Jeg tror bestemt, den ville falde i min allerkærestes smag - han er ret vild med chokolade og mint :-)

    SvarSlet