fredag den 15. januar 2016

Gulerodspizza med peberfrugt, blå ost og grillede artiskokker

Har I prøvet det der med at få en rigtig god ide - og så bagefter opdage, at den ide har I altså allerede fået én gang? :-D
Det skete med denne lækre og sunde pizza. Dvs. jeg vidste naturligvis godt, at jeg havde lavet en pizza med gulerodsbund før, men ikke - som det viste sig, dan jeg søgte den frem - at den lige præcis også var med artiskokker, spinat og tomat, som min såkaldte 'nye' ide lød på. Nå, men så måtte jeg jo lave en variation med fyldet, for den fortjener altså en ekstra tur på bloggen. Den er nemlig både nem, hurtig og fantastisk velsmagende! :-) Velbekomme.


Gulerodspizza med peberfrugt, blå ost og grillede artiskokker (til to sultne personer):
  • 600 g gulerødder
  • 4 æg
  • 1,5 tsk salt
  • 35 g kokosfibre
  • 1 spsk fiberhusk (malede loppefrøsskaller - tilsæt 2 spsk hvis du bruger hele loppefrøskaller)
  • 2 spsk skyr
  • 1 glas grillede artiskokker i olie
  • 1 rød peberfrugt
  • godt en halv Danablu-ost (fx Rosenborg)
Skær gulerødderne i grove stykker og kom dem i blenderen (evt. af to omgange) og hak dem helt fint og ensartet (som ris). Rør de hakkede gulerødder med æg, salt og skyr og tilsæt herefter husk og kokosfibre. Bland godt og bred massen ud til ca. 40 x 30 cm på en bageplade foret med bagepapir med en ske. Sørg for at lave en jævn overflade, der er lige tyk over det hele og at kanterne ikke er for løse. Bag bunden ca. 20 minutter ved 200 grader.
Skør imens osten i flager og peberfrugten i strimler. Fordel begge dele og artiskokker på den forbagte bund og bag yderligere 10 minutter. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar