tirsdag den 1. december 2015

Broccoli Pizza Margharita

Med den grønne broccolibund, de røde tomater og den hvide mozzarella er denne pizza margharita jo helt i italienske farver - men derudover er der selvfølgelig et stykke vej til den originale fætter. Det er et skønt og sundt vegetarisk hverdagsmåltid, selvom smeltet ost jo altid kan gøre tingene lidt mere festlige! ;-) Velbekomme.



Broccoli Pizza Margharita:
  • 1 broccolihoved
  • 3 store æg
  • 0,5 dl kærnemælk eller yoghurt/skyr
  • 1,5 tsk salt
  • 4 gode spsk pofiber
  • 200 g cherrytomater (eller andre tomater - gerne søde!)
  • en kugle frisk mozzarella (125 g)
  • oregano
  • evt. lidt god olivenolie
Skær broccolien (også stokken) i grove stykker og kom dem i blenderen (evt. ad et par omgange) og puls, til det er helt finthakket. Rør med æg og kærnemælk og bland herefter salt og pofiber i. Bred massen ud i pizzastørrelse med en ske eller dejskraber på en bageplade med bagepapir. Sørg for at det er trykket god sammen over det hele - også i kanterne. Forbag bunden ca. 20 minutter ved 200 grader. Skær imens tomaterne i halve og mozzarellaen i skiver. Fordel begge dele på broccolibunden. Drys med oregano og bag pizzaen yderligere 10 minutter. Server evt. med et dryp god olivenolie.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar