lørdag den 19. juli 2014

Mini-kirsebærtærter med ricotta og kakaobunde

Disse små delikate tærter spiste mine forældre og jeg en skøn sommermorgen i solen. Bunden minder om havregrynskugler (som jeg holder svært meget af til jul!), ovenpå en dejlig creme af ricotta og øverst friske kirsebær. Alt sammen uden tilsat fedt og kun sødet med en smule honning. De var utroligt lækre og kan serveres til morgen og brunch såvel som eftermiddagskaffe og dessert ;) Velbekomme! :)







Små sunde kirsebærtærter med ricotta og kakaobunde (6 stk.)
  • 9 spsk eller godt 1,5 dl havre/ruggryn (finvalsede)
  • 1 spsk majsstivelse
  • 2 spsk kakao
  • 1 spsk honning
  • ca. 3 spsk yoghurt eller appelsinjuice
  • 1 nip salt
---
  • et halvt bæger ricotta (125 g)
  • 1 spsk honning
  • 1,5-2 spsk citronsaft
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 spsk majsstivelse (kan muligvis undlades - især hvis tærterne serveres med det samme)
  • ca. 18 kirsebær + evt. ekstra til servering
  • 1-2 stykker mørk chokolade 72 %
  • 6 papirforme til muffins


Bland gryn, salt, majsstivelse og kakao i en skål. Rør honning og yoghurt/juice i og saml til en fast dej med konsistens som havregrynskugler eller en anelse mere tør. Tilsæt mere væske 1 tsk ad gangen, hvis dejen ikke hænger sammen. Del i 6 lige store dele og tryk dem flade mod en (evt. let smurt) tallerken og læg dem i papirsformene. Rør ricotta, honning, vanillesukker og citronsaft sammen. Tag en skefuld af blandingen og rør den op med majsstivelsen (for at undgå klumper) og rør herefter dette i resten af osteblandingen. Fordel cremen i havregrynsbundene og sæt dem tildækket på køl ind til servering. 
Inden servering udstenes kirsebærrene i skæres i halve og chokoladen rives. Top tærterne med kirsebær og et drys chokolade og server med varm kaffe og evt. lidt ekstra bær.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar