søndag den 19. august 2012

Nem ovnristet blomkålssalat med citrus og feta

Denne ret kunne passende være et sommergrøntsagernes svar på vinterens ovnbagte rodfrugter, som vi danskere er blevet så glade for på middagsbordene.
Den lette ristning i ovnen fremhæver grøntsagernes milde smage og dufte, der får lidt kant fra citronskal og fedme fra en god feta.
Velbekomme!



Du skal bruge (middagsret til 2-3 personer, tilbehør til 4):
  • 1 blomkålshoved
  • 1 (stor) squash (eller 2 små)
  • 2-3 røde snackpebre
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Oregano og salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 squeeze citronsaft eller en smule hvidvinseddike
  • 2 tsk fintrevet (øko)citronskal
  • Smuldret (Gede)feta efter smag og behag
Skær blomkålshovedet i mindre buketter, snackpebre og løg i strimler og squashen i halve skiver. Hak hvidløget fint.
Vend grøntsagerne sammen i en bradepande med olie og et godt drys salt og oregano. Bag ca. 15-20 minutter ved 210 grader (evt. varmluft noget af tiden) eller rist grøntsagerne (lidt af gangen) på panden. - Men ikke for længe - de skal stadig have lidt bid.
Anret de færdige grøntsager i et fad og vend med lidt citronsaft eller eddike og evt. mere salt - smag dig frem.
Lad dem køle lidt af og drys med citronskal og feta.
Server med godt brød og evt. lidt olivenolie med et drys havsalt til at dyppe i, eller brug retten som tilbehør til sensommerens grillaftener! :)









Ingen kommentarer:

Send en kommentar